Kuldebroer kan ses på termografien
En kuldebro er et sted, hvor kulden kan trænge ind udefra gennem husets konstruktioner. En kuldebro kan f.eks. opstå steder, hvor materialer har direkte forbindelse fra husets yderside til husets inderside, så kulden kan transporteres gennem materialet.
Et typisk eksempel på en sådan kuldebro findes i mange huse hvor en muret ydervæg møder et vindue. Her er den afsluttende mursten op til et vindue ofte sat på tværs mellem ydervæg og indervæg. Det skaber en kuldebro omkring vinduet, som du vil kunne se på termografien.
Når du ved, at huset har kuldebroer ved vinduet, kan du gøre noget ved det. I forbindelse med at du skifter et vindue, kan du skære i den sten, der ligger på tværs, så kan du indsætte den manglende isolering. Allerede på nuværende tidspunkt har du minimeret kuldebroen betydeligt meget til, at du ville kunne mærke forskellen, både på varmeregningen og på indeklimaet.

Hvad er en kuldebro
En kuldebro er et område i huset, hvor isoleringsevnen er dårligere end den omgivende konstruktion. Dvs. at kuldebroen lader varmen slippe ud og lader kulden komme ind.
Ved en kuldebro vil det typisk være koldere og det føles som om det trækker eller at kulden stråler.
En massiv muret væg kan være en kuldebro, men mindre dele i husets konstruktion kan også danne en uhensigtsmæssig bro mellem ude og inde, f.eks. en stålbjælke over et vindue.
Kuldebroer kan vise sig som mørke striber på lofter eller vægge, som kommer, når støv og snavs sætter sig fast i kondens. Kondensen opstår, fordi den kolde overflade ved kuldebroen møder den varme fugtige luft. Det kaldes også sortsværtning.
Kilde: https://www.bolius.dk/

